Nyheder og nyhedsarkiv
En oversigt over alle forsidenyheder - nye som gamle.
PLA og YL er blevet enige om fornyelse af de tre selvstændige overenskomster for henholdsvis praksisamanuenser fase 2 og 3, for de ansatte læger i kapaciteter og for lægevikarer i almen praksis. Overenskomstfornyelsen gælder fra 1. april 2026 og løber frem til 31. marts 2029.
Overenskomsten for praksisamanuenser fase 2 og 3
Den økonomiske ramme for overenskomsten følger AC’s forlig med RLTN, herunder den centralt aftale organisationspulje.
Fornyelsen af overenskomsten indebærer, at uddannelseslægerne i almen praksis får generelle lønstigninger på 6,27 % over den 3-årige periode. Dette svarer til det generelle AC (Akademikernes Centralorganisation) forlig med RLTN. Endvidere sker der en forhøjelse af ulempetillægget, samt en forhøjelse af Almen Praksistillægget.
Herudover sker der forbedringer til fravær af familiemæssige årsager og barns sygdom, på samme måde som det er aftalt på det regionale område. Dette indebærer bl.a. en øget ret til fravær ved barns sygdom, samt en udvidelse af barselsperioden for både far og mor på 2 uger.
Endelig er der aftalt en øget fleksibilitet i forhold til indbetaling af pension, sådan at medarbejderen kan vælge at indbetale den del af pensionen der overstiger 15 % til en af danske regioner tilvejebragt teknisk understøttet digital platform.
Der er også aftalt en ret til afholdelse af en fridag uden løn, for de medarbejdere der ikke har ret til omsorgsdage.
Disse fleksibilitetsforbedringer svarer til OK26-forliget indgået mellem AC og RLTN.
Overenskomsten for ansatte læger i kapaciteter
Overenskomsten for ansatte læger fortsætter stort set uændret. Lønningerne reguleres fortsat med samme reguleringsprocent, som der gælder for ejerlægen, og barselsvilkårene opdateres, såfremt der sker ændringer i Administrationsudvalgets regler.
Der er dog som noget nyt indføjet en bestemmelse om, at for ansatte der er berettiget til folkepension, kan pensionsbidrag udbetales som løn. Dette er for at imødekomme en problemstilling der har betydet, at den ansatte der havde nået folkepensionsalderen, reelt mistede de penge der blev indsat på pensionsopsparingen.
Overenskomsten for lægevikarer i almen praksis
Overenskomsten fortsætter uændret. For så vidt angår afdelingslægetaksten, reguleres den fortsat med samme regulering og pension, der gælder for afdelingslæger (nu speciallæger) på det regionale område.
PLA havde som et højt prioriteret krav, at vi ønskede en lavere honorering af de lægevikarer der ikke er speciallæger i almen medicin, og som efter overenskomst om almen praksis kan ansættes kortvarigt i 2 måneder (6 måneder i en flerlægepraksis). Dette kunne vi desværre ikke opnå enighed om.
”Jeg er glad for, at vi har kunnet enes om at forny overenskomsterne, men vil ikke lægge skjul på, at jeg havde et stort ønske om at finde en løsning på en lavere honorering til læger der endnu ikke er speciallæger i almen medicin. Vi oplever at der er stor interesse blandt den gruppe yngre læger, der måske står uden arbejde i perioder mellem uddannelsen, men hvor vores medlemmer oplever, at det simpelthen er for dyrt at ansætte dem”, siger forhandlingsleder og formand for PLA, Niels Ulrich Holm.
Resultatet skal nu godkendes politisk, hvilket for PLA’s vedkommende betyder, at PLA’s repræsentantskab skal tage stilling til resultatet. Før det er endelig godkendt, skal der ikke ske lønregulering.
Du kan læse forhandlingsprotokollatet her