Nyheder og nyhedsarkiv
En oversigt over alle forsidenyheder - nye som gamle.
Overenskomsten for konsultationssygeplejersker og praksisbioanalytikere i lægepraksis er godkendt af PLA’s repræsentantskab.
Da DSR og dbio også har godkendt overenskomsten, er den nu endeligt vedtaget.
Det betyder, at lønnen og eventuelle personlige tillæg reguleres med 8,38 procent i den 2-årige overenskomstperiode fra den 1. december 2024 til 30. november 2026.
Reguleringen udmøntes med 5,51 procent pr. 1. december 2024 og gælder for lønnen for december måned. Eventuelle personlige tillæg skal også reguleres med 5,51 procent.
Reguleringen af lønnen sker således med virkning fra 1. december 2024, og skal ske hurtigst muligt og senest med lønudbetalingen for februar 2025.
Du kan se den nye løntabel her
Udover lønreguleringerne er der sket følgende fornyelser i overenskomsten:
Forhøjet ferietillæg
Det er også aftalt, at der sker en forhøjelse af ferietillægget der stiger fra 1,95 % til 2,49 %. Forhøjelsen sker med virkning fra den 1. juni 2025, og samtidig hermed ophører udbetaling af løntillæg vedrørende store bededag.
Nye barselsbestemmelser
Som følge af ændringer i barselslovgivningen, sker der ændringer i fraværs- og dagpengeretten for flerlingeforældre og soloforældre. Som følge heraf er det aftalt, at for fødsler der finder sted efter 1. januar 2025, udvides lønretten for disse forældre. Flerlingeforældre med to eller flere børn ved samme fødsel og flerlingeadoptanter får udvidet lønretten med 13 uger. Endvidere øges lønretten for soloforældre, sådan at der ydes lønret med yderligere 10 uger.
Tillidsrepræsentanter
I klinikker med mindst 6 organiserede sygeplejersker og/eller bioanalytikere omfattet af overenskomsten, kan der vælges en tillidsrepræsentant. Hvis klinikken har en tillidsrepræsentant, er det nu aftalt, at medarbejderne har ret til at vælge en tillidsrepræsentant i arbejdstiden, at tillidsrepræsentanten skal gives mulighed for at mødes med nyansatte medarbejdere i arbejdstiden og at tillidsrepræsentanten skal orienteres om forestående ansættelser, advarsler og afskedigelser.
Arbejdstids begyndelse
Det fremgår nu af overenskomsten, at medarbejderen skal være klar til at påbegynde arbejdet på det aftalte tidspunkt. Dette er alene en præcisering af, hvad der i forvejen gælder, men da der indimellem opstår konflikter vedrørende dette, har vi fundet, at det var gavnligt, at få det indskrevet i overenskomsten.
Efteruddannelse
Det er blevet præciseret i overenskomsten, at ved ansættelser i et overenskomstår, har medarbejderen alene ret til et forholdsmæssigt antal betalte efteruddannelsesdage. Herudover lykkedes det at få gennemført PLA’s overenskomstkrav om, at fjerne retten til uddannelsesdage for timelønnede sygeplejersker og bioanalytikere.
Arbejdsmiljø
I bilaget vedrørende arbejdsmiljø og den årlige arbejdsmiljødrøftelse, er der sket en sproglig opdatering, og en opdatering til gældende bekendtgørelse