Nyheder og nyhedsarkiv
En oversigt over alle forsidenyheder - nye som gamle.
En dom fra Københavns byret viser, at en arbejdsgiver har pligt til at foretage grundige undersøgelser af, hvorvidt en opsigelse af en medarbejder på barselsorlov kan undgås.
En medarbejder blev ansat i en større privat virksomhed, hvor hun primært var beskæftiget med en bestemt arbejdsopgave, som bestod i et bestemt projekt med en anden virksomhed. Medarbejderens stilling var den eneste af sin art i virksomheden. Projektet ophørte, og i den forbindelse blev alle de medarbejdere der havde været beskæftiget med projektet opsagt, herunder medarbejderen der på det tidspunkt var på barselsorlov. Arbejdsgiveren havde derfor, som udgangspunkt, en saglig opsigelsesgrund i og med at stillingen blev nedlagt.
Arbejdsgiveren gjorde under sagen gældende, at det ikke var muligt at omplacere medarbejderen til en anden stilling i virksomheden, da de havde vurderet, at hun ikke havde de fornødne kompetencer til at dette kunne lade sig gøre.
Medarbejderen gjorde heroverfor gældende, at hun godt ville have kunnet bestride en anden stilling i virksomheden, og at grunden til at hun ikke var blevet omplaceret, skyldtes at hun var på barselsorlov.
Byretten fandt, at virksomheden ikke havde foretaget de fornødne grundige undersøgelser af, hvorvidt det havde været muligt at omplacere medarbejderen, eventuelt efter en oplæring, sådan at afskedigelsen kunne have været undgået. Det kostede arbejdsgiveren 12 måneders løn i en godtgørelse til medarbejderen.
Afgørelsen viser, at en arbejdsgiver, udover at skulle bevise at en opsigelse ikke har noget med graviditet eller afholdelse af barselsorlov at gøre, også har en pligt til nøje at undersøge om det er muligt at finde en anden stilling til medarbejderen. Ellers risikerer arbejdsgiver, at blive dømt til at betale godtgørelse efter ligebehandlingsloven.