Nyheder og nyhedsarkiv
En oversigt over alle forsidenyheder - nye som gamle.
I år ligger der tre ”indeklemte” dage mellem jul og nytår, hvor nogen klinikker holder ferielukket. Ved ferielukket forstås, at praksis holder lukket og at der ingen er på arbejde.
Lukker din klinik i forbindelse med jul og nytår i 2026, skal du huske at gemme en del af de feriedage, som medarbejderne har optjent, så de kan afholde feriedagene under lukningen.
Varsling af ferielukning
Ferielukning, i forbindelse med jul og nytår, skal varsles senest én måned før ferien påbegyndes. For jule- og nytårsperioden betyder det, at varslingen typisk skal ske i løbet af november.
Husk at reservere feriedage
Du kan som arbejdsgiver kræve, at medarbejderne holder ferie under ferielukningen, uanset om medarbejderne har optjent nok betalt ferie til ferielukningen. Du har til gengæld som arbejdsgiver pligt til så vidt muligt at reservere medarbejdernes feriedage til ferielukningen.
Hvis du som arbejdsgiver ikke sørger for at reservere medarbejdernes optjente feriedage til ferielukningen, skal du betale løn til medarbejderen under ferielukningen.
Du bør derfor sige nej til, at medarbejderen kan holde ferie forud for ferielukningen, hvis afholdelse af denne ferie betyder, at medarbejderen derefter ikke har nok ferie tilbage til at dække de ferielukkede dage ved jul og nytår.
Særligt for nyansatte
Hvis medarbejder ikke har optjent nok betalt ferie, fordi vedkommende er tiltrådt i løbet af ferieåret, kan du som arbejdsgiver trække medarbejder i løn under ferien med 4,8% af månedslønnen pr. feriedag. Hvis medarbejderen er blevet trukket i løn under ferien, har medarbejderen ret til efterbetaling, efterhånden, som de allerede afholdte feriedage optjenes. Efterbetalingen skal ske med udgangspunkt i den løn, som medarbejderen havde på ferietidspunktet.
Alternativt kan du give den nyansatte lov til at holde ferie med løn på forskud. PLA’s blanket til aftale om ferie på forskud kan findes her
Den 24. og den 31. december
Medarbejdere, der er omfattet af de to PLA overenskomster med henholdsvis HK-Privat/FOA og DSR/dbio, har ret til frihed med løn uden brug af feriedage.
Det samme gælder for praksisamanuenser fase 2 og 3.
Ansatte læger i kapaciteter anvender feriedage på de pågældende dage.
Lægevikarer har ikke ret til betalt fri den 24. eller 31. december, og har heller ikke ret til løn på helligdage eller på dage hvor klinikken holder ferielukket.