Nyheder og nyhedsarkiv
En oversigt over alle forsidenyheder - nye som gamle.
En lang række danske overenskomster indeholder bestemmelser om, at deltidsansatte først har ret til overarbejdsbetaling, når de har arbejdet lige så mange timer som fuldtidsansatte.
PLA har to overenskomster der indeholder bestemmelser om betaling for mer- og overarbejde. Det er henholdsvis overenskomsten med DSR/dbio og overenskomsten med HK-Privat og FOA.
Merarbejde er arbejde udover det i ansættelseskontrakten fastsatte timetal, men under 37 timer pr. uge, eller under 37 timer i gennemsnit over en periode på højst 4 uger. Overarbejde er timer udover 37 timer. Efter begge overenskomster er overarbejdsbetalingen dyrere for arbejdsgiver end betalingen for merarbejde.
EU-Domstolen har imidlertid afsagt to domme, der rejser tvivl om, hvorvidt det er i lovligt, at deltidsansatte først får ret til overarbejdsbetaling, når de arbejder ud over den normale arbejdstid for fuldtidsansatte. EU-Domstolen henviser til de EU-retlige regler om forbud mod forskelsbehandling af deltidsansatte.
EU-dommene har givet anledning til faglige voldgifter på både det private og det offentlige område i Danmark. Disse forventes afgjort i starten af 2026.
Flere fagforeninger har sendt besked ud til deres medlemmer, hvor de beder dem, der har været ansat på deltid i løbet af de seneste 10 år og som har haft merarbejde, om at indsende oplysninger om dette merarbejde til fagforeningen. Det gør de, fordi de mener, at hvis de faglige voldgifter giver fagforeningerne ret, vil de deltidsansatte kunne have et krav om efterbetaling for merarbejde.
Overenskomsterne er blevet til i et samarbejde mellem PLA og fagforeningerne, og indtil andet er bestemt, må deltidsansatte medarbejdere håndteres i overensstemmelse med de regler, som er gældende i overenskomsterne.
Når afgørelserne foreligger, vil PLA orientere om konsekvenserne af disse.