Denne udgave af PLAkaten indeholder: 

 

Status på overenskomstforhandlingerne

Status på de nye deltidsafgørelser om overarbejdsbetaling 

Koden til PLA.dk 

Har du husket ferietillægget i august? 

Nyt ferieår pr. 1. september 2026 

Brugen af lægeerklæringer ved sygemeldte medarbejdere  

 

Status på de igangværende overenskomstforhandlinger med HK/FOA  
PLA har her i august genoptaget forhandlingerne med HK/FOA. Det 5. forhandlingsmøde afholdes 8. september 2026. 

Overenskomsten skal fornys med virkning pr. 1. juni 2026, men vi har altså endnu ikke opnået enighed om et resultat. 

Før der foreligger en aftale, skal der ikke foretages lønregulering. 

Status på de nye deltidsafgørelser om overarbejdsbetaling  
Vi er aktuelt i gang med at forhandle ny overenskomst med HK/FOA, hvor betydningen af afgørelserne indgår som en del af drøftelserne. 

DSR/dbio overenskomsten skal først fornys til vinter, men vi har her i august taget hul på drøftelserne med DSR om betydningen af afgørelserne. 

Der er fortsat mange ting som er uafklarede, herunder hvor mange krav fagforeningerne forventer at rejse mod almen praksis med tilbagevirkende kraft. De faglige organisationer har endnu ikke været i stand til at oplyse os om, hvor mange krav de forventer at rejse, men vi må forvente, at der kommer krav om efterbetaling af overarbejde. 

Vi får daglig rigtig mange henvendelser fra jer om status på problemstillingen, men vi kan desværre endnu ikke sige mere, end hvad der allerede er meldt ud og som fremgår af vores FAQ på pla.dk 

Indtil da er vores råd derfor stadig, at hvis I vil være sikre på at undgå overarbejdsbetaling, så skal i holde jer inden for rammerne af det der er aftalt i kontrakten mht. timer og arbejdstid. 

Så snart vi ved mere, vil der blive sendt en mail ud til alle medlemmer af PLA ligesom vi vil opdatere vores FAQ.  

Koden til PLA.dk 
Se PLAkaten som er sendt ud til vores medlemmer den 28. august 2026.

Har du husket ferietillægget i august måned?
Månedslønnede medarbejdere har ret til at få udbetalt et ferietillæg. 

Ferietillægget udbetales typisk med lønnen for maj og august, medmindre i har aftalt udbetaling efterhånden som ferien afholdes. 

Ferietillægget udgør 2,49% af den ferieberettigede løn. 

Det ferietillæg der optjenes i juni 2026 til august 2026 udbetales med lønnen for august måned.

Der beregnes ikke ferietillæg af pensionsbidraget. 

Timelønnede medarbejdere og lægevikarer modtager ikke ferietillægget. 

Vær obs på, at en medarbejder der fratræder, ikke er berettiget til at få afregnet ferietillæg for optjent, men ikke afholdt ferie. Det skyldes, at ferietillægget er indregnet i de 12,5%, der skal afregnes til Feriekonto, når optjent ferie skal udbetales. 

Fratræder medarbejderen sit job før ferien er afholdt, og før ferietillægget er udbetalt, skal du ikke udbetale ferietillægget. Det skyldes, at systemet med ferie med løn og ferietillæg konverteres til ferie med feriegodtgørelse, som beregnes med 12,5 % af lønnen. En medarbejder som har holdt ferie, og er fratrådt, har dog krav på at få udbetalt ferietillæg for den på fratrædelsestidspunktet afholdte ferie, som der ikke allerede er udbetalt ferietillæg for.

Nyt ferieår
Husk at der starter et nyt ferieår den 1. september 2026.

Ferieåret går fra 1. september 2026 til 31. august 2027 og din medarbejder optjener 2,08 feriedage pr. måned som kan afvikles allerede måneden efter.

I alt vil medarbejderen optjene 25 feriedage med løn i ferieåret, hvis medarbejderen har været ansat hos dig i alle ferieårets 12 måneder.

Den optjente ferie kan afvikles i ferieåret plus yderligere fire måneder. Det betyder, at den ferie din medarbejder har optjent i ferieåret fra 1. september 2026 – 31. august 2027 kan afvikles frem til den 31. december 2027. De 16 måneder kaldes også ferieafholdelsesperioden.

Medarbejderen optjener desuden 0,42 feriefridage for hver måneds beskæftigelse, svarende til 3,08 ferietime pr. måned, hvilket giver 5 feriefridage pr. ferieår (1. september 2026 – 31. august 2027). Deltidsansatte optjener forholdsmæssigt svarende til (3,08/37) x antal timer pr. uge.

Feriefridagene kan afholdes fra den 1. i måneden efter de er optjent. Feriefridage afholdes i ferieafholdelsesperioden på 16 måneder (1.9.2026 – 31.12.2027).

Både feriedage og feriefridage afvikles i hele dage.  

Brugen af lægeerklæringer ved sygemeldte medarbejdere
Vi får mange spørgsmål til brugen af varighedserklæringer og mulighedserklæringer, og derfor har vi opdateret vores hjemmeside med en ny guide til brugen af mulighedserklæringer. Indsæt link

Det er en udbredt misforståelse, at i som arbejdsgiver skal indhente en lægeerklæring for at få sygedagpengerefusion. I kan godt få sygedagpengerefusion for en sygemeldt medarbejder, selv om i ikke har indhentet en lægeerklæring.

I skal kun indhente en varighedserklæring eller en mulighedserklæring, hvis i ledelsesmæssigt har brug for enten dokumentation for sygdommen eller hvis i finder det hensigtsmæssigt som et led i at aftale en tilbagevendingsplan med jeres medarbejder. 

Dertil kommer, at en lægeerklæring kan få væsentlig betydning ved vurderingen af, om en senere opsigelse er saglig begrundet.  

 

 

 
 
 

Praktiserende Lægers
Arbejdsgiverforening

Kristianiagade 12
2100 København Ø
Tlf.: 3544 8550
E-mail: pla@dadl.dk


Åben for henvendelser

Mandag til torsdag: kl. 09:00 - 16:00
Fredag: kl. 09:00 - 15-00

Nyhedsbrev

Tilmeld dig PLA's nyhedsmail, så du automatisk får besked, når der er nyt fra PLA.

Dudal Webdesign