Rengøringspersonale
Rengøringspersonale er ikke omfattet af funktionærloven. Det betyder, at en rengøringsassistent ikke er berettiget til de rettigheder, som funktionærloven sikrer, fx løn under sygdom, lovens lange opsigelsesvarsler mv.
PLA har ikke indgået overenskomst for rengøringspersonalet. Du har derfor aftalefrihed i forhold til løn- og ansættelsesforhold. Du er ikke forpligtet til at følge de overenskomster, der gælder for rengøring på det private overenskomstdækkede område - fx mellem DI og 3F, men den kan dog bruges som inspiration til at fastsætte lønniveauet for rengøringspersonalet.
Du kan finde det aktuelle overenskomstmæssige lønniveau her.
Du er velkommen til at kontakte PLA enten på telefon 35 44 84 00 eller på pla@dadl.dk for at få input til, hvilken løn du skal betale.
Ansættelseskontrakten
Du bør anvende PLAs ansættelseskontrakt for ikke-funktionærer, når du ansætter rengøringspersonale. Det er vores klare anbefaling, at du ikke i ansættelseskontrakten henviser til, at I følger en overenskomst på rengøringsområdet, selvom du fx har valgt at bruge den pågældende overenskomst vejledende i forhold til lønnen. Det kan nemlig give en masse uforudsete udgifter og besvær.
Opsigelsesvarsler
Da rengøringspersonalet falder uden for funktionærloven, og da du ikke er forpligtet til at følge overenskomsternes opsigelsesvarsler, afhænger opsigelsesvarslet af jeres konkrete aftale. Opsigelsesvarslet skal fremgå af ansættelseskontrakten. Medarbejderen har krav på et ”passende varsel”. Et "passende varsel" kan være fx én måned, men man kan også anvende de opsigelsesregler, der fremgår af overenskomsterne på området.
Sidst opdateret: Juli 2022