FAQ vedr. kursusbestemmelserne i overenskomsterne med HK Privat og DSR/dbio

Hvor mange kursusdage har medarbejderne ret til?

Må medarbejderne selv bestemme hvilke kurser, de vælger?

Tæller transporttid med som arbejdstid?

Skal arbejdsgiver betale transportudgifter?

Skal kørselsgodtgørelse beregnes fra arbejdsstedets adresse eller fra medarbejderens adresse?

Skal arbejdsgiver betale for forplejning mm under kurset?

Er der ret til afspadsering for deltagelse i kursus?

Er middag om aftenen arbejdstid?

Skal der kompenseres arbejdstid for kursus med overnatning?

Hvad gælder hvis kurset ligger om lørdagen?

Hvor lang tid skal en kursusdag efter overenskomsten vare, og er der særlige krav til indholdet?

Hvad gælder hvis dagene ikke bliver afviklet?

Skal der afregnes ikke-afholdte kursusdage ved fratræden?

 

 

Hvor mange kursusdage har medarbejderne ret til?
For medarbejdere, der er ansat på overenskomsten med HK Privat gælder følgende:    

Der er ret til 5 dage om året, uanset hvor mange timer om ugen, medarbejderen er ansat til.

Af disse 5 dage er det kun de 4 af dagene, hvor medarbejderen har ret til betaling af fuld løn under kurset og betaling af deltagebyr og øvrige udgifter.

For den 5. dag gælder, at medarbejderen har ret til fraværet under en 5. kursusdag, men der er ikke knyttet en ret til betaling til dagen. Det kan aftales, at der betales kursusafgifter, løn mm, men det er ikke et krav.

For medarbejdere, der er ansat på overenskomsten med DSR/dbio gælder følgende:

For medarbejdere, der er ansat på overenskomsten med Dansk Sygeplejeråd og Danske Bioanalytikere afhænger retten til betalte kursusdage af, hvor mange timer om ugen, man er ansat. Ved et ugentligt timeantal på 1-19 timer, er der ret til 2 betalte uddannelsesdage, og ved et ugentligt timeantal på 20-37 timer er der ret til 4 betalte kursusdage

Herudover er der ret til frihed på 1 ekstra kursusdag, hvor der ikke er knyttet en ret til betaling. Det kan aftales, at der betales kursusafgifter, løn mm, men det er ikke et krav.

Må medarbejderne selv bestemme hvilke kurser, de vælger?
Medarbejderne kan ikke selv bestemme, hvilke kurser, de vil på eller hvornår de placeres. Der skal ske fornødent hensyn til lægepraksis tarv, og også en vurdering af, om indholdet af kurset er relevant for praksis.
Det er altid en god idé at indgå i en dialog omkring planlægning af kursusdagene og medarbejderens faglige udvikling. Dette kan fx foregå i forbindelse med den årlige medarbejderudviklingssamtale.

Tæller transporttid med som arbejdstid?
Nej, transporttid til og fra de overenskomstmæssige kurser tæller ikke med som arbejdstid. For ansatte på overenskomsten med HK Privat gælder dog, at hvis der er tale om pålagt efteruddannelse, og transporttiden overstiger 2 timer pr. dag, skal der kompenseres med almindelig timeløn for transporttimer herudover. 

Skal arbejdsgiver betale transportudgifter?
Ja, arbejdsgiver skal betale udgifterne til transport. Arbejdsgiver kan bestemme, at transporten skal ske med offentligt transportmiddel. Hvis der er aftale om, at medarbejderen kører i egen bil, afregnes kørselsgodtgørelse efter statens takster.

Skal kørselsgodtgørelse beregnes fra arbejdsstedets adresse eller fra medarbejderens adresse?
Hvis der aftales kørsel i egen bil, afregnes der kørselsgodtgørelse efter statens takster. Kørslen beregnes fra der, hvor der er den korteste afstand, enten hjemmefra eller fra arbejdspladsens adresse. Hvis medarbejderen er mødt ind på arbejde først, og kørt derfra på kursus, vil det være arbejdspladsens adresse.

Skal arbejdsgiver betale for forplejning mm under kurset?
Ja, udgangspunktet er, at forplejning betales. Men det kan være en god idé at aftale de nærmere retningslinjer for, hvad der dækkes, fx aftensmad dækkes op til x antal kr.

Er der ret til afspadsering for deltagelse i kursus?
Ja, hvis den medgåede kursustid går udover sædvanlig arbejdstid, skal dette enten afspadseres eller udbetales med timeløn i forhold 1:1.

Er middag om aftenen arbejdstid?
Nej, middag og andre sociale arrangementer indgår ikke i opgørelsen af arbejdstiden. Det er kun den faglige del af kurset, der tæller som arbejdstid.

Skal der kompenseres arbejdstid for kursus med overnatning?
Nej, det er kun den faglige del af kurset, der tæller med som arbejdstid.

Hvad gælder hvis kurset ligger om lørdagen?
Hvis der er kursus om lørdagen, skal der gives en erstatningsfridag på et andet tidspunkt. Dette gælder uanset hvor lang tid kurset har varet.

Hvor lang tid skal en kursusdag efter overenskomsten vare, og er der særlige krav til indholdet?
Ifølge overenskomsten skal en kursusdag som udgangspunkt foregå inden for normal arbejdstid. Overenskomsten tager således ikke stilling til, hvor mange timer en kursusdag efter overenskomsten som minimum (eller maksimum) skal vare. Der stilles ikke særlige krav til indholdet. Det må dog antages, at kurset skal have en vis tyngde, for at kunne tælle som en kursusdag efter overenskomsten.

Hvad gælder hvis dagene ikke bliver afviklet?
Efter overenskomsten med HK Privat kan ubrugte efter- og videreuddannelsesdage ved skriftlig aftale overføres til de efterfølgende år indenfor overenskomstperioden. Afholdes dagene ikke inden for udløbet af overenskomstperioden, bortfalder de.

For overenskomsten med DSR/dbio gælder, at antallet af benyttede uddannelsesdage opgøres ved overenskomstperiodens udløb (næste gang 30. november 2024). For medarbejdere der pr. denne dato har været ansat i minimum 12 måneder og har fået afslag fra arbejdsgiver til at benytte sin ret til de betalte uddannelsesdage, skal disse uddannelsesdage udbetales med lønnen for december 2024. Der skal betales pr. manglende dag svarende til gennemsnitslønnen pr. arbejdsdag. Bemærk, medarbejderen har kun ret til at få sine efteruddannelsesdage udbetalt, hvis du har sagt nej til kursusdeltagelse.

Skal der afregnes ikke-afholdte kursusdage ved fratræden?
Nej, der skal ikke afregnes for ikke-afholdte kursusdage ved fratræden.

 

Sidst opdateret: Februar 2024

Praktiserende Lægers
Arbejdsgiverforening

Kristianiagade 12
2100 København Ø
Tlf.: 3544 8550
E-mail: pla@dadl.dk


Åben for henvendelser

Mandag til torsdag: kl. 09:00 - 16:00
Fredag: kl. 09:00 - 15-00

Nyhedsbrev

Tilmeld dig PLA's nyhedsmail, så du automatisk får besked, når der er nyt fra PLA.

Dudal Webdesign