Krænkende handlinger på arbejdspladsen
Som arbejdsgiver har du en pligt til at sikre, at arbejdets udførelse ikke medfører risiko for fysisk eller psykisk helbredsforringelse som følge af krænkende handlinger.
Arbejdstilsynet har udarbejdet en vejledning om krænkende handlinger, herunder mobning og seksuel chikane på arbejdet mellem ansatte og mellem ansatte og deres ledere.
Læs vejledningen her
Arbejdstilsynet har adgang til, at gribe ind overfor alle typer krænkende handlinger på arbejdspladsen, også enkeltstående tilfælde af grovere karakter.
Ifølge Arbejdstilsynets vejledning omfatter krænkende handlinger bl.a.; sårende bemærkninger, bagtalelse eller udelukkelse fra sociale fællesskaber, fjendtlighed eller tavshed som svar på spørgsmål eller forsøg på samtale, usaglig fratagelse af arbejdsopgaver m.m. Derudover beskrives krænkende handlinger i form af seksuel chikane.
Fælles er, at Arbejdstilsynet lægger til grund, at det er personens oplevelse af handlingerne som krænkende, der er central. Det er uden betydning, om den krænkende handling er udtryk for ubetænksomhed eller et decideret ønske om at krænke.
Krænkende handlinger kan medføre en arbejdsskade enten i form af en arbejdsulykke eller en erhvervssygdom.
En enkeltstående krænkende handling, der har medført fysisk eller psykisk personskade, er en arbejdsulykke. Du skal anmelde det som en arbejdsulykke, hvis det medfører fravær ud over den dag, hvor den fandt sted. Anmeldelsen skal ske senest 9 dage efter første fraværsdag. Anmeldelsen sker via EASY på www.virk.dk
Almindelig udøvelse af ledelsesretten er ikke krænkende handlinger, fx en advarsel eller en kollegial feedback, også selvom dette måtte opleves som ubehageligt for medarbejderen.
I vejledningen kan du finde eksempler på både forebyggende og imødegående foranstaltninger.
Krænkende handlinger, herunder mobning og seksuel chikane, der udøves af andre, fx patienter, er ikke omfattet af vejledningen, men betragtes af Arbejdstilsynet som vold i forbindelse af arbejdets udførelse, og er omfattet af en anden AT-vejledning om vold. Også her gælder det, at du skal anmelde en arbejdsrelateret voldsepisode, på samme måde som hvis der var tale om en arbejdsulykke forårsaget af kolleger eller ledelse.
Det bør I gøre eller overveje
- En konsekvens af Arbejdstilsynets vejledning er, at arbejdsgiver bør udtrykke klare holdninger omkring krænkende handlinger. Det kan fx ske i en politik/retningslinjer.
- Der bør foreligge klare retningslinjer for, hvordan de ansatte skal forholde sig, hvis der forekommer eller opstår mistanke om krænkende handlinger, herunder hvor de ansatte kan klage og få rådgivning. Endvidere bør det fremgå af retningslinjerne, hvilken person medarbejderen evt. kan gå til, hvis medarbejderen oplever krænkende handlinger. Det kan fx. være tillidsrepræsentanten.
- Jeres APV bør omfatte en vurdering af, om der forekommer krænkende handlinger, herunder mobning og seksuel chikane. Viser APV’en, at der forekommer krænkende handlinger er det vigtigt, at I følger op på dette bagefter.
Hvis Arbejdstilsynet i forbindelse med et kontrolbesøg konstaterer problemer i relation til krænkende handlinger (eller det psykiske arbejdsmiljø i øvrigt), har de mulighed for at give jer et påbud, herunder også rådgivnings- og undersøgelsespåbud. Et rådgivningspåbud betyder, at I bliver pålagt rådgivning af et autoriseret firma på området for egen regning. Et undersøgelsespåbud medfører, at I bliver pålagt at blive undersøgt af et autoriseret firma – også for egen regning.
Senest opdateret den 6. maj 2025